Ergo- og Fysioterapien

Ergo- og Fysioterapien

Hvem er vi?

Ergo- og Fysioterapien er en gruppe terapeuter bestående af en faglig leder, ergoterapeuter og fysioterapeuter organiseret under PPR Svendborg Kommune.

Vores målgruppe er børn og unge fra 0-18 år både indenfor almen- og specialområdet. Vi arbejder med børn og unge i sundhedsplejen, dagpleje, daginstitutioner og skoler under forskellige lovgivninger.

Vi er opdateret på nyeste viden fra bl.a. UCL, Dansk Selskab for Pædiatrisk Fysioterapi, Danske Fysioterapeuter og Ergoterapifagligt Selskab Børn og Unge, Ergoterapeutforeningen.

Hvordan arbejder vi?

Som børneterapeuter arbejder vi ud fra en ergoterapeutisk og fysioterapeutisk sundhedsfaglig referenceramme, der bl.a. bygger på, at faktorer i både barnet og i omgivelserne har betydning for, hvordan udvikling og læring forløber. Ud fra et terapeutisk perspektiv er deltagelse, udøvelse af bevægelse og meningsfulde aktiviteter i en social kontekst, grundlaget for udvikling, læring, væren og livskvalitet.

Det overordnede mål med vores indsats er at øge barnets livskvalitet med de tilstedeværende præmisser og at barnet bliver så selvhjulpent og i stand til at deltage, så aktivt som muligt, i fællesskaber med andre.

Vores fokus er at skabe optimale betingelser for, at det enkelte barn kan udvikle færdigheder, som forudsætning for at mestre aktiviteter, som fremmer en sund og velfungerende hverdag med mest mulig livskvalitet.

Gennem det tværprofessionelle arbejde bidrager vi til at samle indsatsen omkring barnet ved at videreformidle faglig viden mellem relevante tværprofessionelle samarbejdspartnere og familien. Denne viden implementerer vi i barnets hverdagsaktiviteter. Vores hensigt er at give forældre og andre voksne omkring barnet indsigt i og forståelse for barnets fysiske, kognitive og sansemotoriske forudsætninger. Hermed opnår de viden omkring barnets behov og får bedre muligheder for at tilrettelægge og strukturere dagligdagen.

Vi er opmærksomme på de motoriske og sansemæssige vanskeligheder så tidligt som muligt i barnets liv og understøtter barnets trivsel, udvikling, læring og livskvalitet gennem deltagelse, aktivitet og bevægelse.

Værdigrundlag

VISION:

Vores ønske er at skabe optimale betingelser for, at børn kan udvikle færdigheder, som fremmer en sund og velfungerende hverdag, med mest mulig aktivitet og livskvalitet.

MISSION:

Med udgangspunkt i barnets/den unges behov og familiens værdier understøtter vi familien i at leve et, for dem, betydningsfuldt og værdibaseret liv.

Vi beskæftiger os både på omgivelses- og individniveau. Når vi kigger på omgivelserne, kigger vi på det fysiske, relationelle og den strukturelle organisering, ud fra barnets samlede kompetencer. På individniveau sætter vi os selv i spil, som aktivt deltagende, for at motivere børnene. Dette sker med udgangspunkt i barnets/den unges nærmeste udviklingszone og for at børnene opnår oplevelsen af succes.

Vi undersøger, understøtter, graduerer, lindrer og kompenserer med udgangspunkt i barnets kropslige ressourcer og udfordringer, i givne aktiviteter, med henblik på deltagelse.

Alle følelser har et kropsligt udtryk. Vi kan aflæse kroppen og kropslige udtryk og kan sammenholde viden om krop og følelser. Med udgangspunkt i dette arbejder vi terapeutisk med at bearbejde følelser gennem kroppen i meningsfulde aktiviteter og leg. Vi sætter ord på og hjælper børnene med at rumme, acceptere og bevidstgøre deres følelser.

En forudsætning for al læring og deltagelse er et velfungerende sansesystem. Ud fra et sundhedsfagligt perspektiv undersøger vi børn med sansemæssige eller sansebearbejdnings vanskeligheder. Vi arbejder med, at tilpasse omgivelserne og strukturere aktiviteterne, så barnet kan deltage i sociale og læringsmæssige fællesskaber.

Vi bidrager med vores sundhedsfaglige viden ind i det tværprofessionelle fællesskab, for at skabe et øget fokus på barnets kropslige forudsætninger for aktiv deltagelse i et meningsfuldt hverdagsliv, og i nogle situationer for at skabe lindring, håb og livskvalitet.

Intensionen er, at alle skoler og dagtilbud i Svendborg opnår viden om og forståelse for ergo- og fysioterapeutiske kompetencer og anvender dem i forhold til facilitering af processer, der udvikler og løfter den didaktiske og pædagogiske praksis.

Klinisk vejledning

Vi føler et ansvar for at give ergo- og fysioterapistuderende et bredt og læreridt indblik i børneområdet og derfor tilbyder vi klinisk undervisning til studerende på 4. og 5. semesterstuderende på ergoterapiuddannelsen og studerende på 2., 4., 6. semester på fysioterapiuddannelsen. Studerende henvises til studieportalen for yderligere oplysninger.

Til forældre